At få heavy fuel oil ud af Arktis – den aktuelle situation

Space between two icebergs, Sermilik Fjord

Dr. Sian Prior, december 2016

Da mødet i Den Internationale Søfartsorganisations Komité for Beskyttelse af Havmiljøet (MEPC70) sluttede i London fredag den 28. oktober, hyldede Clean Arctic Alliance de fremskridt, som medlemslandene gjorde hen imod en udfasning af brugen af heavy fuel oil (HFO) på skibe, der sejler i arktiske farvande.

Heavy fuel oil (HFO), et brændstof der anvendes i hele skibsbranchen, er en tyktflydende og tjærelignende rest fra råoliens raffineringsproces, der nedbrydes ekstremt langsomt i kolde farvande og er nærmest umulig at oprense i tilfælde af udslip. HFO er også kilden til skadelig sod, som bidrager til opvarmningen af det arktiske område.

Arktiske farvande omfatter nogle af verdens mest produktive havøkosystemer, der giver næring til store bestande af hvaler, sæler, hvalrosser og havfugle. En hel del af verdens største fiskerivolumen afhænger af de utroligt produktive arktiske farvande. Ved officielt at anerkende de trusler, der er mod lokalsamfundene og de arktiske økosystemer som følge af udslip og udledninger af sod fra HFO, har IMO erkendt, at yderligere tiltag er afgørende for at beskytte miljøet og dyrelivet samt menneskelig sundhed og fødevaresikkerhed.

Fremskridt

Under MEPC 70 blev der præsenteret tre indlæg, der tog fat på HFO-problemet, sammen med et indlæg om arktisk fødevaresikkerhed. Som reaktion herpå erklærede flere arktiske lande, og i et usædvanligt træk, IMO’s generalsekretær Kitack Lim, at de delte de bekymringer, der var sammenfattet i indlæggene, og om behovet for yderligere overvejelser omkring risikoen ved HFO.

Dette er væsentlige nyheder – det viser, at der både er en forståelse for HFO-problemet og en moralsk forpligtelse hos IMO’s medlemmer til at udnytte dette momentum ved at fremsætte konkrete forslag i tide til MEPC 71-mødet næste juli sammen med fastsættelsen af en frist til 2020 for udfasning af HFO i Arktis.

Hvis IMO kan opnå dette niveau af fremskridt, vil det indvarsle enden på ​HFO-æraen og bringe skibsbranchen på vej mod overgangen til renere brændsstoffer, mens den udvider sine aktiviteter i Arktis’ skrøbelige og følsomme miljø.

Under MEPC-mødet i oktober traf IMO også den afgørende beslutning om at sænke svovlindholdet i skibsbrændstoffer til 0,5 % i 2020. Selv om det forventes, at dette vil reducere mængden af HFO, der bruges ved arktisk skibsfart, vil det ikke, som man troede engang, eliminere brugen af HFO i Arktis – så en udfasning er stadig den mest ønskelige vej frem.

Hvorfor et HFO-frit Arktis?

I en undersøgelse gennemført af International Tanker Owners Pollution Federation (ITOPF) (Internationale tankskibsejeres forureningsføderation) blev det konkluderet, at påvirkningen og omkostningerne ved et udslip vil være mere langvarige på grund af HFO’s tungtnedbrydelige karakter, og som en konsekvens kan truslen mod sårbart havliv såsom havfugle såvel som økonomisk følsomme ressourcer også vare længere. Dette er efterfølgende bekræftet i en nylig rapport fra Tim Deere-Jones, som konkluderede, at på grund af den afsides beliggenhed og vanskeligheden ved at operere i polare og sub-polare farvande er det dyrere at sætte ind over for HFO-udslip og vil få større miljømæssige og socioøkonomiske konsekvenser.

Mens HFO driver 44 % af de skibe, der i øjeblikket sejler i Arktis, tegner HFO sig for mere end 75 % af det brændstof, der er om bord på disse skibe, jf. ICCT-tal. HFO er allerede forbudt i hele Antarktis på grund af den risiko, som et udslip udgør, samt i nationalparkens farvande omkring den norsk-arktiske øgruppe Svalbard, så skibe kun har adgang til øerne ad en strengt reguleret passage. Skibsbranchen har en oplagt mulighed for at begynde en udfasning af HFO og erstatte den med renere og mere effektive brændstoffer. For eksempel omfatter disse de såkaldte overgangsbrændstoffer, såsom LNG eller lettere destillatbrændstoffer, som skal anvendes sammen med partikelfiltre. LNG producerer ingen sod, mens brugen af partikelfiltre sammen med destillatbrændstof stort set eliminerer sod.

Clean Arctic Alliance støtter ikke brugen af fossile brændstoffer og mener, at skibsbranchen skal gøre en indsats for at bidrage til de globale bestræbelser på at holde opvarmningen på maks 1,5 grad celsius. At bevæge sig væk fra brugen af fossilt brændsel indenfor skibsfart er den mest direkte vej til at reducere risikoen for katastrofale olieudslip og til at reducere både CO2 og sodudledninger.

Voksende støtte til et forbud

Under MEPC-mødet i oktober henvendte et panel af arktiskindfødte talere fra Rusland, USA og Canada sig til IMO, der for øjeblikket ikke rådfører sig med en indfødt delegation, når der fastlægges regler for skibsfarten. Den arktiske delegation, som omfattede Eduard Zdor for Association of Traditional Marine Mammal Hunters of Chukotka (Udvalget for traditionelle havpattedyrjægere i Tjukotka), Hans Lennie fra Inuvik Hunters and Trappers Committee (Udvalget for Inuviks jægere og pelsjægere) og Inuvialuit Game Council (Inuvialuit vildtråd) og Tagak Curley, der betragtes som en af fædrene til Nunavut, mødtes med generalsekretær General Kitack Lim for at drøfte en bred vifte af emner, herunder klimaændringer og stigningen i antallet af skibe, der sejler i arktiske farvande. Under mødet opfordrede den indfødte delegation angiveligt til en afslutning af brugen af HFO i arktiske farvande.

Selv før MEPC 70 bevægede nogle IMO-medlemslande og dele af skibsbranchen sig allerede i den rigtige retning. I september 2016 meddelte USA og Canada formelt Den Internationale Søfartsorganisation, at et “olieudslip af HFO i Arktis kan forårsage langsigtede skader på miljøet”. Dette følger efter tilsagn i marts 2016 fra USA’s præsident Obama og Canadas premierminister Trudeau om ”sammen med arktiske partnere at afgøre, hvordan man bedst gør noget ved de risici, som brugen af HFO samt sodudledninger fra arktisk skibsfart udgør for miljøet”. Endvidere opfordrede det danske politiske parti Venstre, Dansk Rederiforening og en arktisk leder i krydstogtsektoren, Hurtigruten, i september til regulering af eller forbud mod anvendelse af HFO i Arktis. Efter MEPC 70 har Association of Arctic Expedition Cruise Operators (AECO) (Sammenslutningen af arktiske ekspeditionskrydstogtselskaber) og det finske isbryderfirma Arctia også udtrykt deres støtte til et arktisk HFO-forbud.

Opdatering 21. december: USA og Canada tager skridt til “udfasning” af HFO

I december 2016 annoncerede Canada og USA en fælles “udfasning” af HFO fra deres respektive arktiske områder (se svaret fra Clean Arctic Alliance). I september 2016 havde begge lande formelt meddelt Den Internationale Søfartsorganisation, at et “olieudslip af HFO i Arktis kan forårsage langvarige skader på miljøet”.

Clean Arctic Alliance bifalder præsident Obamas og premierminister Trudeaus engagement i udviklingen af et konkret forslag om afvikling af HFO-brug i Arktis. Med en forventning om dramatisk vækst i skibstrafikken i Arktis, efterhånden som den arktiske havis fortsætter med at aftage, viser denne meddelelse ægte regionalt lederskab for beskyttelse af Arktis mod fremtidige skader.

USA og Canada har også aftalt at foreslå en plan for det næste møde i Den Internationale Søfartsorganisations Udvalg for Beskyttelse af Havmiljøet (MEPC 71, juli 2017) med henblik på at implementere nødvendige tiltag for udfasningsarbejdet.

Læs svaret fra Clean Arctic Alliance.

Den Arktiske Forpligtelse

I januar 2017 vil Clean Arctic Alliance-medlemsorganisationerne Bellona og European Climate Foundation slutte sig til det arktiske krydstogtselskab Hurtigruten i Tromsø, Norge, for at lancere ”Den Arktiske Forpligtelse”, en fælles indsats mellem skibsbranchen og miljø-NGO’er med henblik på at arbejde sammen om at finde løsninger i brugen af HFO og udforme den fremtidige retning for skibsfartspolitikken for Arktis. Underskrivelsen finder sted under den parallelle begivenhed  Sig Nej til HFO: ”Støtte til en bæredygtig arktisk fremtid” på den årlige Arctic Frontiers-konference.

Bliv involveret

Du kan følge Clean Arctic Alliances arbejde på Twitter, Facebook eller LinkedIn eller tilmelde dig vores nyhedsbrev. Hvis du ønsker at modtage vores pressemeddelelser, kan du sende en e-mail til press@HFOFreeArctic.org

Kontakt info@HFOFreeArctic.org, hvis du ønsker at blive medlem af Clean Arctic Alliance eller blive medunderskriver af ”Den Arktiske Forpligtelse”.

Dr. Sian Prior, rådgiver for Clean Arctic Alliance

Om Clean Arctic Alliance

De følgende nonprofitorganisationer udgør Clean Arctic Alliance, der er forpligtet til at opnå en udfasning af HFO som skibsbrændstof i Arktis:

Bellona, Clean Air Taskforce, Det Økologiske Råd, Environmental Investigation Agency, European Climate Foundation, Friends of the Earth US, Icelandic Nature Conservation Association, Nature And Biodiversity Conservation Union, Ocean Conservancy, Pacific Environment, Seas At Risk, Transport & Environment og WWF Verdensnaturfonden.

Følg os på Twitter
Like os på Facebook